• »Det handler om prioritering«

Borgerlistens værdier

Borgerlisten er partipolitisk neutral og et stærkt alternativt valg i Herning Kommune. Borgerlisten vil arbejde for at styrke kernevelfærden, hvilket indebærer nogle nye og anderledes prioriteringer.
Der er brug for et levende erhvervsliv og for et bæredygtigt miljø. Vi ønsker fokus på omegnsbyernes særlige udfordringer og vil sammen med dem arbejde med deres individuelle udviklingspotentialer. Vi vil arbejde for en fair fordeling af de midler, der er til rådighed. Vi ønsker, at være borgernes talerør, samt at arbejde for åbenhed og gennemsigtighed i byrådsarbejdet. Vi vil stå for kvalitet og stabilitet i den politiske proces. Vi vil arbejde for en robust økonomi og med realistiske budgetter i balance.

Borgerlisten vil arbejder for en kommune:

  • Med plads til alle og med fokus på kernevelfærd.
  • Hvor udvikling gælder for hele Herning kommune. 
  • Med et erhvervsliv som både støttes og som tager et medansvar.
  • Hvor det gode liv fra vugge til krukke er et fokuspunkt.
  • Der tager aktiv del i en bæredygtig energi- og klimapolitik.
  • Med kultur- og eventtiltag med afsæt i en sund økonomi.
  • Hvor Herning Kommunes borgere har både medansvar og lige rettigheder
  • Hvor byrådets arbejde er for borgerne og hvor, der gøres både det rigtige og det der er rigtigt.
  • Hvor »NEED TO HAVE« og »NICE TO HAVE« er afsættet i prioriteringerne.

Borgerlistens samlede arbejde vil tage afsæt i nedenstående værdigrundlag

Fællesskab – Borgerinddragelse – gennemsigtighed

Borgerlisten er for alle borgere i hele Herning Kommune uanset politisk orientering. Alle borgere i Herning Kommune er lige vigtige og skal behandles som sådan. Vi vil inddrage borgerne, så vores grundlag for beslutninger bliver på det bedste og bredest mulige grundlag. Vi vil lytte til alle, forsøge at komme rundt i hele kommunen, rundt på arbejdspladser, fritidstilbud og institutioner. Ligeledes vil vi lytte til og samarbejde med erhverslivet i hele Herning Kommune. Vi har brug for viden om, hvad borgere og erhvervsliv har af ideer til udvikling af både kerneydelser og et godt og drifttigt erhvervsliv. På alle fronter, skal der arbejdes på udvikling, til gavn for alle borgere i Herning . Samskabelse er vigtigt for os, at vi sammen skaber, den kommune vi ønsker. Vi vil arbejde for åbenhed, troværdighed, gennemsigtighed, autensitet og pålidelighed. Borgerlisten vil deltage og være synlige i debatten.

Ligeværd – værdighed – etik – mangfoldighed

Alle borgere har lige stor værdi. Din stemme og din mening er vigtig, uanset din alder, om du bor i Herning midtby eller i Herning Kommunes udkant, om du er af dansk eller anden etnisk herkomst, om du har et handicap eller har andre udfordinger. Borgerlisten ser værdighed, etik og mangfoldighed, som vigtigt for en god og åben kommune.

Ordentlighed-respekt-retssikkerhed

Borgerlisten mener, at offentlige medarbejdere skal anerkendes, så deres faglige viden og erfaringer kommer i spil. Dette gælder i alle forvaltninger og ikke mindst for de medarbejdere, der er i front og som skal udføre opgaverne i samarbejde med og for borgerne.
Erhvervslivet bredt er en drivende faktor i Herning Kommune. Deres udfordringer og behov skal støttes og faciliteres i et tæt samarbejde med Herning Kommune, så der både er et ansvar og et medansvar fra alle interessenter.
De kommunale kulturinstitutioner og deres funktioner skal styrkes og udvikles og deres virke som kulturbærere skal anerkendes. Kulturen skal ses i sammenhæng med øvrige tiltag og i forhold til de økonomiske muligheder.
Dagtilbud, fritidstilbud, folkeskoler og alle specialtilbud er væsentlige institutioner i Herning Kommune. Disse funktioner skal støttes og udvikles til glæde og gavn for både børn, forældre/pårørende og alle arbejdspladser i kommunen. Gode og trygge tilbud vil være tilgavn for både forældre og arbejdsgivere.
Alle – både virksomheder, borgere og medarbejdere i Herning Kommune – skal behandles ordentligt og med respekt.